sukkerafhængighed

Never ever again, never ever again, never ever again… skriger min hjerne til mig. Skriger min mave til mig. Skriger min dårlige samvittighed til mig. Ufatteligt at jeg aldrig bliver klogere – for det er jo ligesom ikke første gang, jeg sidder i denne situation… med ondt i maven, kvalme, hjertebanken og en stor portion selvforagt og …. undren. Ja, du læste rigtigt, undren. Undren over at jeg gør det gang på gang uden at blive klogere. Hvad er det, der får mig til at gå ned ad denne vej, når jeg nu godt ved, hvad det gør ved mig? Godt spørgsmål. Kendte jeg svaret eller rettere sagt, ville jeg være ved svaret, stoppede mit sukkerfrådseri nok prompte.

Så hvad er det jeg er bange for at miste, siden jeg nu ikke vil give slip på det. Altså sukkertrippet og frådseriet? Er det den velkendte tryghed i sukkertyranniets sikre hule, jeg ikke tør forlade – på trods af at den ikke er det bedste sted at være? Slet ikke lige nu, hvor min krop gør alt for at fortælle mig, hvor meget den hader mig. Eller er det tanken om og troen på, at hvis jeg hader mig selv og min krop nok, så skal den nok forandre sig? Men jeg ved jo godt, at man ikke kan forandre sig og få den krop man ønsker ved at behandle sig selv dårligt og usselt. Jeg troede efterhånden, at det var feset ind. At den bog var lukket, men jeg ved også, at spøgelser har det med at gå igen. De hænger i gardinerne og sidder fast i tapetet, som gamle skjolder på væggene.

Men nu skal det være slut! Nu må det være slut! Aldrig mere vil jeg være slave af dette tyranni. Jeg har lige indset, med hjertet hamrende afsted med over 200 km i timen, grundet sukkerchok, at jeg hader denne sukkerhersker, som har været en del af mit liv i over 30 år. Faktisk har han ofte gået hånd & hånd med en anden tyran, overflodets fyrste, og det er måske det, der gør det hele så meget værre i aften – de er begge kommet for at besøge mig igen efter lang tids pause. Det gør mig ked af det og trist til mode, men også eftertænksom. Jeg bliver ked af det, fordi jeg troede, at jeg havde sagt farvel til dem – jeg har jo ikke set dem længe. Og lige præcis det, at jeg ikke har set dem længe, øger min tristhed og rammer mig hårdt…. jeg troede, jeg var kommet videre.

Min eftertænksomhed råber straks vagt i gevær og skriger af fulde hals: “Stop lige engang. Du ER kommet videre. Du har selv lige fortalt, at det er længe siden, at dine 2 “venner” har været forbi. Hvorfor tror du det?”
Og ganske rigtigt, min eftertænksomhed har ret. Jeg har ændret mig. Jeg har ændret mine tanker. Jeg har ændret min selvdestruktive adfærd. Jeg er kommet langt i min forandringsproces og det kan de mærke, de to tyranner. Det er jo derfor, de ikke længere kommer på besøg. De ved, at de ikke bliver lukket ind, med undtagelse af i aften, men sådan er det med uddøende venskaber. Man prøver altid lige at ses en sidste gang – det kunne jo være, at det var anderledes denne gang i forhold til de sidste mange gange, man har set hinanden. Men man må som regel sande, at det ikke er blevet anderledes. At det er slut. De gode og sjove tider er forbi. Gamle døre lukkes og nye åbnes og sådan har jeg det også med mine to gamle “boddies”. Vores veje skilles her og nye, bedre og mere inspirerende veje ligger for mine fødder. Bye bye Candyland tænker jeg for mig selv i takt med, at min hjertebanken langsomt falder til ro.

Translate »