Ønsker du, at der er noget, der skal være anderledes i dit liv, men du ved ikke, hvordan du kommer videre?
Føler du, at du gentagne gange har forsøgt at ændre din situation ( udseende, arbejde, parforhold, relationer…) uden at komme nogle vegne?
Er du fortvivlet over, hvorfor du ikke kan forandre dig/din situation, når du så brændende ønsker det?
Til det er der kun at svare: Forandring kræver mod, benhårdt arbejde og tid.
Det kræver mod at se sig selv i øjnene. Det kan være direkte skræmmende og intimiderende at måtte indse, hvor langt ud du har bragt dig selv. Her svigter modet mange; de vender det blinde øje til, fordi sandheden er for voldsom at kapere og de kommer aldrig i gang med den ønskede forandring. Måske du kender det fra dig selv?
Men hvad skal jeg gøre for at komme videre, tænker du? I realiteten har du kun 2 muligheder :
1 Slut fred med dig selv.
Accepter din situation som den er og forlig dig med den. Lær at blive glad og tilfreds for den du er, dit udseende, din tilværelse og lad dette være din forandring.
(Lad dog være med at vælge denne løsning fordi du tror, den er den nemmeste, for så vil du blive dybt skuffet. At acceptere og give slip, er ligeså hårdt arbejde, som at indse og ændre).
2 Giv dig selv et los i r….
Det første skridt er altid det sværeste. Det bedste du kan gøre, er at springe ud i det. Du vil bagefter stå med følelsen af, at du rent faktisk godt kunne og din tillid til dig selv vil vokse. At overgå sig selv og ens egne begrænsninger giver dig den bedste selvfølelse. Giv dig selv et klap på skulderen for at du trodsede frygten og lod dit ønske om forandring sejre.