Vand
Drik masser af vand – det er vigtigt for at opnå og bevare en sund vægt, en næringsrig kostplan og en energidrevet krop. Vand spiller en vigtig rolle, når kroppen skal have hjælp til at bearbejde næringsstoffer, opretholde en normal cirkulation og bevare en korrekt væskebalance. Vi har også brug for vand for, at vores blod kan føre næringsstofferne rundt i kroppen. Derudover skyller vand affaldsstoffer ud af kroppen, hvilket gør, at vores indre miljø holdes rent.

Hvor meget skal jeg drikke

Vidste du, at kroppen består af 2/3 del vand og at du i løbet af en almindelig dag mister ½-1 liter væske og det selvom du ikke sveder?

Som en god huskeregel skal du dagligt drikke ca. 1 liter pr. 30 kg. kropsvægt. Det svarer til, at hvis du vejer 60 kg., skal du drikke ca. 2 liter pr. dag (8 store glas). At det er ca. 2 liter vand pr. dag skyldes, at dit behov kan variere fra dag til dag. Er vejret rigtig varmt eller er du meget aktiv (dyrker motion, rengøring, havearbejde), har du behov for at drikke mere.

Din krop fortæller dig, når du drikker for lidt

Når du føler tørst, er det et tegn på, at din krop mangler væske og allerede har gjort det gennem længere tid. Andre signaler på at kroppen mangler vand er: hovedpine, svimmelhed, koncentrationsbesvær, tørre slimhinder og læber, tør hud, appelsinhud, ledsmerter, stivhed i muskler, dårlig fordøjelse, væskeophobninger og sult. Ja, du læste rigtigt – mangel på vand kan give dig følelsen af, at du er sulten, hvilket du jo helst skal undgå, når du er i gang med at tabe dig. Hvis du spiser hver gang, du i virkeligheden er i underskud af vand, vil dit kalorieindtag blive unødigt stort og dette vil påvirke dit vægttab i en negativ retning.

Signaler på, at du drikker nok

Her er en række gode signaler på, at du drikker vand nok:

• Du tisser ofte og din urin er gennemsigtig og lugtfri (på nær din morgenurin)

• Du har et godt energiniveau over hele dagen

• Din hud ser pænere ud og føles ikke tør

• Din trang til søde sager aftager

Hvad tæller med i mit væskeregnskab

Vidste du, at når din væskebalance falder med 4 %, falder dit energiniveau med 20 %?

Når vi snakker væskeregnskab, er det bedste, du kan gøre at slukke din tørst i vand. Du kan også erstatte lidt af dit vandindtag med urtete og grøn te for variationens skyld.

Alt andet du drikker, skal du se som madvarer og ikke som væske. Flydende ”madvarer” mætter kun i kort tid i forhold til samme antal kalorier indtaget gennem rigtig mad. Dit blodsukker kan også nemt blive påvirket med store udsving af “flydende madvarer”, hvilket er skidt, når du ønsker at tabe dig og bevare et stabilt energiniveau. Derfor så vidt det er muligt for dig, skal du forsøge at undgå at drikke dig til dit daglige kalorieindtag. Det vil sige: spar på eller undgå helt juice, saftevand, sodavand, drikkeyoghurt og alkohol.

Tips & tricks til at drikke vand

Vidste du, at vandmangel kan gøre dig kuldskær og give kolde hænder og fødder?

• Start dagen med et stort glas vand – giv dit indre et dejligt brusebad fra morgenstunden

• Fordel dit vandindtag over hele dagen, så bliver det lettere en rutine

• Drik ca. 1 liter vand pr. time du motionerer (dette er udover dit normale daglige indtag)

• Hav altid vandflaske stående i køleskabet

• Fyld ½ liters flasker med vand og hav altid en stående ved din side på arbejde og derhjemme

• Hav altid ½ liters vandfalske med i tasken, når du er på farten

• Drik lidt hver gang du går på toilettet

• Hold regnskab – det er meget nemt at snyde sig selv til at tro, at man har drukket mere end, man reelt har – specielt i starten

• Gør evt. dit vand mere spændende ved at tilsætte et par skiver citron, lime, appelsin, agurk eller jordbær

• Hav tålmodighed – det tager tid at vende kroppen til at drikke i de rigtige mængder, hvis den gennem lang tid ikke har været vant til dette. Du vil i starten opleve, at du skal tisse hele tiden, hvilket er helt normalt, men du kan være ganske rolig – det skal nok fortage sig igen

Translate »