For at komme ud af din komfortzone, er du nødt til at gøre op med fortidens tanker og handlemønstre. Det er meget normalt, når man har haft vægtproblemer igennem mange år, at man mister tilliden til sig selv. Man tror simpelthen ikke, at man kan finde ud af at tabe sig. At få en flot krop, er ikke længere en mulighed. Man har forsøgt et utal af gange – hver gang uden succes og man er derfor igen og igen blevet styrket i sin overbevisning om, at man ikke kan tabe sig. Dette munder ofte ud i en form for resignation.

Langsomt accepterer du, at du er overvægtig og det vil du være resten af dit liv. Du bilder dig selv ind, at du er født til at være overvægtig og det er helt naturligt, at du vejer for meget. Du indhylder dig selv i en verden, hvor det kun er tilladt for dig at komme. Andre er forment adgang. Her kan du føle dig tryg og i sikkerhed. Bag dette skjold føler du dig hjemme og godt tilpas…. Dette er dog langt fra sandheden. I virkeligheden lever du et ensomt og afsondret liv, hvor der kun er plads til selvhad og selvfornægtelse.

Hvad kan jeg gøre

For at komme ud af denne indbildte tryghedsverden kræver det rigtig meget mod. Det vil betyde, at du bliver nødt til at træde et skridt udenfor din komfortzone, hvilket vil føles ubehageligt. Du vil have fornemmelsen af, at du bevæger dig ud på gyngende grund og du vil føle, at du blotter dig samtidig med, at du mister kontrollen. Og det er lige præcis her, du skal ud for at kunne forandre din selvopfattelse og dit verdensbillede. Når du føler, at du mister fodfæstet og så pludselig opdager, at du alligevel godt kan det, du troede, at du ikke kunne, så er det, at du vokser. Din tillid til dig selv bliver vækket og troen på, at du kan, accelererer med kvantespring.

Men hvordan

For at få modet til at søge udenfor din komfortzone, kan du arbejde med følgende lille visualiseringsøvelse:

Forestil dig, at du sidder på gulvet i hjørnet af et værelse. Du sidder med ryggen lænet op af væggen og har lukket øjne. Du er helt alene. Ingen andre ved, at du befinder dig her, siddende op af væggen med ryggen mod muren.

Forestil dig nu, at du stadig befinder dig i det samme værelse, men at du nu svæver rundt oppe under loftet. Her oppe fra har du frit udsyn og du kan kigge uforstyrret ned på dig selv. Hvad ser du?

Denne øvelse tvinger dig til at se på dig selv med andre øjne. Du vil få lettere ved at distancere dig fra dine følelser og derfor vil du kunne forholde dig objektivt til dig selv.

Du vil se på dig selv udefra og forholde dig til det, du ser. Dette kan medføre, at du pludselig ønsker at ændre det du ser og det at søge forandringer vil være ganske naturligt for dig. Uden at tænke over det vil du bevæge dig uden for din komfortzone.