selvdisciplin

“Jeg har rygrad som en regnorm”. Hvor tit har du ikke sagt den sætning til dig selv? Du har måske endda bildt dig selv ind, at det passer, hvilket jo på sin vis er ganske komfortabelt, da det fratager dig at tage ansvar for dit liv.
Hvad nytter det at starte med noget nyt? Gøre noget andet? Jeg har jo alligevel ikke det, der skal til. Så hvorfor overhovedet overveje at gå i gang?

Men hey, stop lige en gang. Kig dig selv i spejlet. Hvem er det, du snyder, når du bliver ved med at bilde dig selv den historie ind? Begrav nu den orm eller giv den til solsorten. Ta’ det første skridt i den rigtige retning mod at opbygge en god selvdisciplin. Hvordan? Ved at bevise det modsatte. I stedet for at bilde dig selv ind og tro på, at du ikke kan, så begynd at sige til dig selv: “jeg kan, jeg vil, jeg gør det!”.

Hvad kan jeg gøre

Udover at fortælle dig selv “jeg kan, jeg vil, jeg gør det” kræver det, at opbygge en god selvdisciplin, at du har et mål, som er realistisk og som har en dybere mening for dig. Du har måske oplevet det tidligere i dit liv, at du har taget en beslutning dybt inde i hjertet om at gøre noget andet end du plejer, fordi du har haft et inderligt ønske om forandring. Når du tænker tilbage, kan du huske, at det slet ikke var svært. Du gjorde det bare. Der var ikke en masse hvis’er og men’er og kan’ikker. Årsagen til at du bare gjorde det, var fordi du tog beslutningen helt derinde, hvor det kan mærkes.

Når målet står soleklart og uden tvivl, får du så meget indre styrke, at den nødvendige disciplin, for at nå dertil, ikke længere vil opleves, som noget du underkaster dig og skal holde kunstigt i live. Du vil faktisk ikke længere bruge tid og energi på at opretholde en god selvdisciplin, da disciplinen pludselig har fået en anden rolle og værdi for dig. Den er pludselig blevet en praktisk foranstaltning for, at du kan nå dit mål. Et mål, du har valgt, fordi det er altafgørende for dig.
Dette er den største hemmelighed omkring selvdisciplin.

Translate »