Planlægning baner vejen til succes
En sund livsstil og vejen til varigt vægttab kræver ekstra fokus og planlægning – specielt til at begynde med. Uden det nødvendige fokus vil du nemt komme til at leve dit liv fra øjeblik til øjeblik. Dette vil give plads til ugennemtænkte handlinger, da der ofte skal tages beslutninger i sidste øjeblik. Hovsaløsninger vil finde sted i stor stil, hvilket ofte er forbundet med usunde løsninger. Det er sjældent de sunde valg, der træffes i her og nu situationer. Som oftest er de valg, man træffer i disse situationer præget af lyst, magelighed og vanens magt.
Få mere ro og overskud i hverdagen
Rigtig mange mennesker i Danmark fører en meget stresset tilværelse, hvor de mere eller mindre konstant hænger i en klokkestreng. De er altid i gang med et eller andet eller på vej til et eller andet. Måske er du én af dem? Har du det sådan, kan det være, at du tænker, at du simpelthen ikke ved, hvornår du skal finde tiden til at planlægge din tid. Men gør dig selv den tjeneste at afprøve det… det virker. Du vil opleve at få mere ro og overskud i hverdagen, ikke føle stress på samme måde som du plejer og så vil du få mere tid til overs til at gøre, hvad du har lyst til.
Få tid til at være spontan
Afsæt tid hver uge, hvor du planlægger den efterfølgende uge. Sæt tid af i kalenderen til motion, sæt familiens aktiviteter ind, lektielæsning med børnene, samvær med venner/familie, rengøring og indkøb osv. Det kan umiddelbart godt virke lidt voldsomt at skulle planlægge sit liv så detaljeret, men det giver faktisk mere plads og råderum til at være spontan.