Det er sandt, at der er forskel på hvor meget protein, kroppen har brug for. Det afhænger blandt andet af, hvor meget du belaster den. Træner du ikke hårdt, har du ikke samme proteinbehov som muskelfyrene og bikinifitnesspigerne. Men uanset om du dyrker sport eller ej, kan der godt være en stor gevinst ved at gå lidt op i din krops proteinbehov.
En nem måde at beregne dit daglige behov på, er ved at tage udgangspunkt i din kropsvægt.

Som en tommelfingerregel skal man indtage:

Personer, der ikke træner: 1 gram protein pr. kilo man vejer. Vejer du 75 kg, skal du altså indtage 75×1 = 75 gram.

Personer, der træner udholdenhedsidræt (løb, cykling, svømning) & personer på diæt: 1,2-1,5 gram protein pr. kilo man vejer.

Personer, der træner styrkebetonet (styrketræning, bodybuilding, 100 m. løb): 1,5-2,5 gram protein pr. kilo kropsvægt.

Disse formler er kun vejledende, men er stadig gode som tommelfingerregler. Pas på ikke at indtage væsentligt mere end din beregning siger. Proteinholdige fødevarer indeholder også kalorier. Også her gælder reglen om, at de kalorier, du indtager, skal forbrændes.

Hvad skal jeg gøre

Hvis du dyrker motion, er det vigtigt at få dækket dit proteinbehov, så din krop bliver i stand til at bygge muskler op og dermed få udbytte af træningen. Det er mest optimalt og sundest for kroppen at indtage proteiner jævnt fordelt over dagen, i stedet for at koncentrere dem i ét måltid. Derudover er det en rigtig god ide at spise et proteinholdigt måltid efter træning. Efter træning har kroppens muskler brug for næringsstoffer, blandt andet protein. Du kan læse mere om, hvorfor du bør spise proteinholdigt ved at klikke her.

Det er dog ikke kun vigtigt at spise proteinholdigt, når du dyrker motion. Alle har brug for at spise protein. Er du i gang med at slanke dig, er det også vigtigt for din krop, at få nok protein. De fleste, der er i gang med et vægttab, begynder at røre sig mere end tidligere og selvom der ikke dyrkes hård træning, er kroppen faktisk altid indstillet på at opbygge muskler. Selvfølgelig får man ikke store svulmende muskler af at gå en tur, men hver gang musklerne stimuleres, vil der som minimum ske en vedligeholdelse. Denne vedligeholdelse kræver også proteiner. Får du derfor ikke proteiner nok i din kost, kommer dine muskler let i en hungersnødstilstand, hvilket ikke er sundt for din krop.