I takt med at antallet af overvægtige er steget eksplosivt gennem de seneste 20 år, er mængden af gode råd steget ligeså markant. Det er efterhånden blevet temmelig kompliceret at finde ud af, hvad vi må spise og hvad vi ikke må spise. Den ene restriktion følger den anden lige indtil, det modsatte bliver bevist.
Bare tænk på de mange kost- og livsstilstrends, der hele tiden florerer på nettet, i magaziner og ikke mindst de utallige bøger, der hvert år bliver udgivet. Hvad er det egentlige formål med dem? Er de reelt skrevet for at hjælpe os forbrugere med at få et sundere, bedre og lykkeligere liv eller ligger der en skjult agenda begravet? Et spørgsmål, der ikke er nemt at besvare – altså udover det faktum, at det er en stor pengemaskine.
Hvordan reagerer jeg selv?
Når det er sagt, kunne det være interessant at stille sig selv spørgsmålet:
“Hvorfor sluger jeg så samtlige nye livsstilstrends og ideer omkring vægttab og sund livsstil råt og uforsødet? – På trods af, at jeg ved, at der bliver tjent styrtende med penge hver gang, jeg hiver visakortet frem.
Kan det skyldes, at jeg gang på gang bilder mig selv ind, at dette sidste nye “kvikfix” vil være enden på alle mine problemer?
Eller skyldes det, at jeg i bund og grund fralægger mig ethvert ansvar for mig og min krop? – den nye kur skal nok gøre arbejdet.
Eller er jeg bare blevet så f….. up, at jeg ikke længere ved, hvad der er rigtigt og forkert?
Ovenstående er dagens Danmark – taget direkte ud af mit liv, dit liv, din nabos liv. Det er efterhånden blevet så kompliceret at spise sig mæt og nyde sin mad med god samvittighed. Men hvad siger du til, at vi gør et forsøg? Glemmer alt, hvad vi har læst. Glemmer alt, hvad vi har bildt os ind. Glemmer alt, hvad vi ved. Starter på en frisk. Slår en streg i sandet og lader det være en ny begyndelse.
Er du klar til at gøre noget nyt og godt for dig selv?
Så lad denne dag være “Den første dag i dit nye liv” og
start med at bruge din sunde fornuft!